IS’ sidste krigere i Syrien tilbageholder 1000 civile

    Over 1000 civile er fanget blandt de sidste dele af den militante gruppe Islamisk Stat (IS) i Syrien. De civile bliver af IS-soldaterne nægtet tilladelse til at forlade den lille landsby, hvor de befinder sig.

    Det siger en talsmand fra Syriens Demokratiske Styrker (SDF). Gruppen har opbakning fra de amerikanske styrker.

    SDF-talsmand Mustafa Bali oplyser, at IS har lukket alle veje til og fra byen for at forhindre de civile i at tage væk.

    Militante fra IS gemmer sig i den lille landsby, der primært består af telte. Her bevæger de sig ifølge SDF i det skjulte via tunneler og huler.

    IS, der tidligere sad på territorier i flere dele af både Syrien og Irak, er stort set bekæmpet i Syrien. Det lille område i det østlige Syrien, hvor de sidste rester af gruppen befinder sig, er på under en kvadratkilometer.

    SDF har indtil videre holdt sig fra at rykke ind i det sidste lille område, som IS kontrollerer, for at spare de civile liv, som et angreb vil kunne koste.

    Derfor er SDF’s store offensiv i øjeblikket sat på pause.

    Det er i byen ved navn Baghouz, at de sidste dele af IS har barrikaderet sig. En SDF-soldat, der befinder sig i en SDF-kontrolleret bygning i Baghouz, siger, at de civile gør det svært at gå videre med angrebene.

    – Vi kan ikke komme nærmere på grund af de civile, siger soldaten Hamza Shaddadi til nyhedsbureauet AFP.

    Han tilføjer, at byen vil være fri for IS-krigere “i løbet af få dage”.

    SDF indledte lørdag i sidste uge, hvad militsen selv betegnede som det “endelige slag” mod IS’ sidste lomme i den østlige del af Syrien.

    – Slaget vil blive indledt i aften, og dets mission er at fjerne den sidste rest af terrororganisationen, sagde talsmand Mustafa Bali i den forbindelse.

    USA’s præsident, Donald Trump, gentager søndag på Twitter sit løfte om, at USA vil trække sig ud af Syrien, “når kalifatet er 100 procent besejret”.

    /ritzau/AP