Wozniacki-modstander trækker sig i Dubai

    Når Caroline Wozniacki i næste uge indleder WTA-turneringen Dubai Duty Free Championship, bliver det ikke som planlagt mod australieren Samantha Stosur.

    Hun har trukket sig og figurerer ikke længere på turneringsskemaet.

    Ifølge TV2 Sport har 34-årige Stosur trukket sig af “personlige årsager”.

    I stedet åbner Caroline Wozniacki turneringen mod en for danskeren noget mindre kendt modstander, da 28-årige Stefanie Voegele overtager Stosurs plads i turneringen.

    Voegele kommer fra Schweiz og ligger nummer 84 på verdensranglisten, hvor Wozniacki til sammenligning ligger nummer ti.

    De to spillere har mødt hinanden en gang tidligere i en professionel kamp. Det var i 2013, da Voegele vandt en gruskamp i tre sæt i Charleston.

    Når de mødes i Dubai bliver det på hardcourtunderlag.

    /ritzau/