Retten på Frederiksberg har fredag bestemt, at to mænd fortsat skal sidde fængslet for drabet på radiovært og tidligere bandeleder Nedim Yasar.
Han blev likvideret efter en bogreception på Hejrevej i Københavns Nordvestkvarter i november. Dræbt af skud i hovedet.
Beslutningen om fortsat fængsling af de to blev truffet ved et retsmøde, hvor dommeren valgte at følge advokaturchef Dorit Borgaards krav om at lukke tilhørerne ude af hensyn til den videre efterforskning af sagen.
Borgaard henviste til, at der under retsmødet ville blive fremlagt rapporter, som kun sagens forsvarsadvokater må se, men som de ikke må fortælle om til de sigtede.
Dommeren bestemte, at de to mænd skal sidde fængslet frem til 15. marts, hvor spørgsmålet om fortsat fængsling igen skal for retten.
/ritzau/











