OVERBLIK: En femtedel af verdens børn lever i krig

    At vokse op med en væbnet konflikt har mange direkte og indirekte følger for børn, viser en rapport fra Red Barnet.

    * 420 millioner børn – næsten en femtedel af verdens børn – bor i en konfliktzone. Det er en stigning på knap 30 millioner børn siden 2016.

    * Antallet af børn, der lever i konfliktområder, er fordoblet siden 1990.

    * Antallet af alvorlige krænkelser mod børn i konfliktområder – rapporteret og verificeret af FN – er næsten tredoblet fra 2010 til 2017. Fra knap 10.000 til over 25.000.

    * Aldrig er der registreret så mange alvorlige krænkelser mod børn i konfliktområder som i dag.

    * Fra 2013-2017 estimeres det, at 550.000 spædbørn er døde på grund af væbnet konflikt i de ti værst ramte lande. Det er i gennemsnit over 100.000 dødsfald hvert år.

    * Ud over at være ofre for målrettede angreb dør børn i stigende grad som følge af væbnede konflikters indirekte konsekvenser – særligt sult og mangel på rent drikkevand.

    * Desuden skønnes mange millioner børns fysiske udvikling at være blevet alvorligt hæmmet som følge af fejlernæring og sygdom på grund af konflikter.

    Kilde: Red Barnet.

    /ritzau/