Atlético Madrid forlænger med argentinsk succestræner

    Diego Simeone har taget Atlético Madrid til nye højder, og de to parter fortsætter samarbejdet i de kommende år.

    Torsdag meddeler den spanske fodboldklub, at kontrakten med den argentinske cheftræner er blevet forlænget, så den nu løber frem til sommeren 2022.

    – Jeg vil gerne takke alle i Atlético Madrid for at støtte fortsættelsen af dette projekt. Tiden frem mod 2022 er meget spændende, men vil også være fyldt med udfordringer.

    – Jeg har besluttet mig for endnu engang at forlænge min kontrakt med klubben, fordi jeg har store forhåbninger for fremtiden, siger Simeone i en video på klubbens twitterprofil.

    48-årige Simeone blev ansat som cheftræner i Atlético Madrid tilbage i 2011 og har blandt andet ført klubben til et spansk mesterskab, en pokaltitel, to Europa League-triumfer og to Champions League-finaler, der dog begge blev tabt til lokalrivalerne fra Real Madrid.

    Tre gange er han blevet kåret som årets træner i den spanske liga.

    Argentineren tørnede i to omgange også ud for Atlético Madrid som spiller. Først fra 1994 til 1997 og efterfølgende fra 2003 til 2005.

    Før han blev træner for den spanske hovedstadsklub, stod Simeone i spidsen for en række klubber i hjemlandet samt italienske Catania.

    Atlético Madrid ligger i øjeblikket på tredjepladsen i Primera Division med syv point op til førerholdet Barcelona.

    /ritzau/