Benhård tysk træning ruster Malmø til Chelsea-duel

    Vægtstængerne og løbeskoene har været på overarbejde i fodboldklubben Malmö FF i opstarten til 2019-sæsonen.

    Svenskerne har ikke været i aktion siden 13. december. Det kommer holdet dog i den grad torsdag, hvor Malmø får besøg af Chelsea på Swedbank Stadion i 16.-delsfinalen i Europa League.

    På papiret en svær opgave, når man ikke har spillet en kamp af betydning i to måneder.

    Og så hård modstand er da også svær at simulere i træningskampe mod Dynamo Kiev, Krasnodar, Lyngby og naboen IFK Malmø, som Malmø har mødt i opstarten.

    Men som minimum kan man sørge for at være i god form, understreger Malmös offensivspiller Søren Rieks.

    – Vi har forberedt os fysisk ved at træne godt. Vi har haft et par træningskampe med god fart.

    – Men det fysiske er en ting. Noget andet er det mentale. Så det bliver også lidt specielt at skulle spille mod så godt et hold i første kamp, hvor der er noget på spil, siger Søren Rieks.

    I juni blev tyske Uwe Rösler ansat som ny cheftræner for holdet.

    Det er altså første gang, at Malmø-spillerne oplever de tyske træningsmetoder i opstarten til en sæson under ham.

    – Det har været noget anderledes end i sidste sæson, hvor vi havde en anden træner. Jeg tænker, det har noget med den tyske mentalitet at gøre, siger Rieks.

    – De første to uger var næsten kun fysiske med meget løb og styrketræning. Derefter var det mere taktisk. Vi er så godt dækket ind, som vi kan være, siger han.

    50-årige Rösler har en lang række klubber på cv’et – både som spiller og træner. Senest stod han i spidsen for Brentford, Wigan, Leeds og Fleetwood i England.

    – Han er god til at motivere og sætte os godt op til kampene. Han er ikke bleg for at dele en skideballe ud eller rose os, hvis det er det, der skal til. Der er en god balance, siger Søren Rieks.

    Rösler førte Malmø til samlet sejr over de danske mestre fra FC Midtjylland i kvalifikationen til turneringen. I gruppespillet imponerede det svenske mandskab blandt andet ved at slå storklubben Besiktas to gange.

    Nu står Malmø over for et hold, der bedst kan betegnes som et såret dyr for tiden.

    Inden for to uger har Chelsea fået bank af Bournemouth og Manchester City, og Maurizio Sarris mandskab er gledet ud af den eftertragtede top-4 i Premier League.

    Malmø-danskeren håber at fange Chelsea på det forkerte ben.

    – Det havde været noget andet, hvis de havde vundet de sidste ti kampe i træk.

    – De har en del at tænke på med dårlige resultater. Det skal vi forsøge at udnytte på den bedst mulige måde, lyder det fra Søren Rieks.

    Kampen mellem Malmø og Chelsea begynder torsdag klokken 21.00.

    /ritzau/