Nigerianske enker anklager Shell i sag om henrettelser

    Fire nigerianske kvinder har tirsdag lagt sag an mod oliegiganten Shell for angiveligt at have medvirket til militærstyrets henrettelse af deres mænd i Nigeria i 1990’erne. Amnesty International bakker op om sagen.

    – Min mand havde et godt hjerte. Nu er jeg en fattig enke, som har mistet alt, siger enken Esther Kiobel ved retten i Haag ifølge det hollandske nyhedsbureau ANP.

    – Mishandlingen, som min familie og jeg gennemgik, var en frygtelig oplevelse, som har traumatiseret os frem til i dag, fortæller hun.

    Anklagen lyder på, at Shell hjalp med at arrestere de mænd, som grundet sundheds- og miljømæssige påvirkninger kæmpede mod olieudviklingen i Ogoni-regionen i Nigeria.

    – Shell har gennem årene kæmpet for at sikre, at sagen ikke skulle blive behandlet i retten.

    – De har brugt ressourcer på at kæmpe mod mig i stedet for at yde min mand retfærdighed, siger Kiobel i en udtalelse gennem Amnesty.

    Den 10. november 1995 blev ni aktivister, herunder Esther Kiobels mand, henrettet, efter at en militærdomstol kendte dem skyldige for mordet på fire ledere i Ogoni.

    – Kvinderne tror, at deres mænd ville være i live i dag, hvis det ikke var for Shells uforskammede egeninteresse, som fremmede den nigerianske regerings blodige og hårde linje over for demonstranter.

    – Også selv om de kendte til de menneskelige konsekvenser, siger Mark Dummett fra Amnesty.

    Shell benægter al involvering i henrettelsen af mændene.

    – Henrettelserne, der blev udført af militærstyret, har påvirket os dybt, siger en talsmand for Shells afdeling i Nigeria.

    I 1990 blev bevægelsen Mosop stiftet for at bekæmpe forurening og ødelæggelse af økosystemet i det olierige Niger-delta.

    Henrettelserne i 1995 affødte store internationale protester.

    /ritzau/AFP