May vil tale med EU-ledere om brexitaftale hele ugen

    Den britiske premierminister, Theresa May, vil tale med EU-ledere tirsdag og resten af ugen om nødvendige ændringer af hendes brexitaftale.

    Det siger hun i parlamentet.

    Hun fortæller, at hun har sagt til EU-Parlamentet, at det er nødvendigt med juridisk bindende ændringer af den såkaldte bagstopper, som skal sikre, at der ikke konstrueres en fast grænse med kontrolposter mellem EU-landet Irland og Nordirland.

    Premierministeren siger, at hun vil lægge en aftale med nødvendige ændringer frem til afstemning i parlamentet, når den er opnået.

    May tilføjer, at hun vil tale i parlamentet igen om brexitprocessen den 26. februar, hvis der ikke inden da er opnået en aftale.

    May pointerer, at “vi alle nu må slå koldt vand i blodet for at få de nødvendige ændringer igennem”.

    – Jeg tror på, at vi kan opnå en aftale, som parlamentet kan støtte, siger May.

    /ritzau/