Tysk bundklub sparker træner og sportsdirektør ud

    Mere end fire måneder uden sejre og en placering som absolut bundprop i Bundesligaen fører nu til gennemgribende forandringer i den tyske klub Nürnberg.

    Både sportsdirektør Andreas Bornemann og cheftræner Michael Köllner er tirsdag blevet fyret, oplyser klubben på et pressemøde.

    49-årige Köllner førte i sidste sæson Nürnberg til oprykning fra den næstbedste række, og holdet indledte også denne sæson fornuftigt.

    Men siden en 3-0-sejr over Fortuna Düsseldorf i slutningen af september er Nürnberg gået fuldstændig i stå.

    Holdet har ikke vundet i de seneste 15 ligakampe og har tabt de seneste otte i træk.

    Senest blev det til et 0-2-nederlag til et andet bundhold, Hannover 96, og det blev Köllner og Bornemanns sidste kamp som sportslig ansvarlige i den sydtyske klub.

    Den hidtidige assistenttræner Boris Schommers overtager foreløbig træneransvaret i samarbejde med den tidligere topscorer Marek Mintal.

    Klubben er allerede gået på jagt efter en ny sportsdirektør, der vil få ansvaret for at udpege den kommende cheftræner.

    /ritzau/