General: Amerikansk tilbagetrækning i Syrien begynder snart

    USA vil formentlig påbegynde den planlagte tilbagetrækning af tropper i Syrien snart.

    Det siger chefen for de amerikanske tropper i Mellemøsten søndag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    General Joseph Votel oplyser, at det er et spørgsmål om “uger”, før USA begynder at trække styrkerne hjem.

    24. december underskrev USA’s præsident, Donald Trump, officielt en ordre om en tilbagetrækning af amerikanske styrker fra Syrien .

    Det skete, efter at han havde meddelt, at den militante bevægelse Islamisk Stat var besejret, og at missionen i Syrien dermed var slut.

    USA har dog tøvet med at melde klart ud, hvornår de amerikanske tropper skal hentes hjem.

    Derudover mangler Trump-administrationen fortsat en plan for, hvordan de USA-støttede kurdiske styrker skal beskyttes, når amerikanerne trækker sig ud af landet.

    Mens amerikanske styrker snart forlader Syrien, så er der ingen planer om at trække tropper hjem fra nabolandet Irak, siger Joseph Votel.

    /ritzau/