Roere bliver syge af forurenet OL-vand


    Adskillige roere blev syge ved weekendens junior-VM i Rio de Janeiro i weekenden.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters, som også fortæller, at det er alarmerende, fordi roningen ved næste års OL i Rio kommer til at foregå i det samme vand.

    Weekendens junior-VM var udset som rosportens generalprøve på OL.

    Ifølge en rapport hos det amerikanske nyhedsbureau AP blev 13 af 40 deltagere på det amerikanske hold syge med maveproblemer.

    En uafhængig undersøgelse af vandkvaliteten afslørede i sidste måned, at niveauet af bakterier er alt for højt i vandet, og myndighederne har erkendt, at de ikke når egne målsætninger i forhold til at reducere mængden af bakterier.

    Det samme gælder for det vand, som sejlerne og – måske endnu værre – triatleterne skal konkurrere i ved næste års OL.

    De danske ungdomsroere tog sine forbehold og blev ikke ramt af maveproblemer. Det siger ungdomslandstræner Finn Andersen til TV 2 Sport.

    – Ingen af vores deltagere blev syge. Vi tog også vores forholdsregler. Vi sørgede for at spritte vores hænder af, og naturligvis skulle vores roere ikke bade i vandet, siger ungdomslandstræneren.

    /ritzau/