Flere end 500 mennesker har mistet livet i forbindelse med det seneste udbrud af ebola i DRCongo.
Det oplyser landets sundhedsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.
Myndighederne understreger dog, at et vaccinationsprogram formentlig har reddet adskillige menneskers liv.
– I alt har der været 502 dødsfald, og 271 mennesker er blevet kureret, fremgår det af en pressemeddelelse fra ministeriet.
Sundhedsminister Oly Ilunga oplyser, at 76.425 mennesker i den østlige del af landet er blevet vaccineret. Det har ifølge ministeren forhindret “tusindvis” af dødsfald.
– Jeg er overbevist om, at vi har forhindret spredningen af en epidemi i de store byer i regionen, siger han.
– Holdet har også formået at forhindre spredningen af epidemien til nabolandene, tilføjer han.
Udbruddet begyndte i august sidste år i den nordlige del af Kivu-regionen, der grænser op til Uganda og Rwanda.
Den spanske gren af nødhjælpsorganisationen Læger Uden Grænser skrev lørdag på Twitter, at der er sket en stigning i antallet af smittede siden 15. januar.
I lande som Rwanda, Uganda og Sydsudan, der ligger nord for de ramte områder, er myndighederne på vagt over for en eventuel spredning, tilføjer organisationen.
/ritzau/











