Dansk Fed Cup-hold kommer bagud uden syg Clara Tauson

    De danske tenniskvinder kom lørdag bagud til Estland i kampen om at undgå nedrykning fra Fed Cuppens tredjehøjeste niveau.

    Clara Tauson, der for nylig vandt Australian Open for juniorer, var ifølge Dansk Tennis Forbund syg og kunne derfor ikke spille.

    I stedet blev 17-årige Hannah Viller Møller sendt i aktion til sin første singlekamp nogensinde ved Fed Cup mod Valeria Gorlats.

    Det gik overraskende godt for danskeren, selv om hun blev besejret 3-6, 6-3, 0-6.

    Godt nok tabte hun første sæt, men hun kom tilbage og snuppede andet sæt, efter at hun brød Gorlats på et afgørende tidspunkt.

    I tredje sæt var der dog ikke noget at rafle om. Danskerens estiske modstander brød tre gange og vandt sættet på 24 minutter.

    Næste levende billede er danske Karen Barritza, som skal forsøge at udligne til 1-1 i kampe mod Anett Kontaveit.

    Der spilles bedst af tre opgør, og derfor kan den afsluttende double blive afgørende for, om Danmark eller Estland rykker ned.

    Tidligere på ugen tabte Danmark til Rusland og Polen.

    /ritzau/