Præsidenten for Det Internationale Skiforbund (FIS), Gian Franco Kasper, skal gå af.
Sådan lyder opfordringen fra en række vintersportsudøvere i et åbent brev, efter at den 75-årige præsident er kommet med flere kontroversielle udtalelser.
I et interview med den schweiziske avis Tages-Anzeiger tidligere på ugen sagde præsidenten blandt andet, at OL er blevet for dyrt til, at europæiske demokratier kan afholde det.
– OL er blevet enormt, og derfor formår vi ikke længere at finde kandidater. Det er for dyrt og for stort, sagde han til avisen.
– Diktaturer kan arrangere legene, for de behøver ikke at spørge folket.
– Det er ganske enkelt lettere med diktaturer. Fra et markedsmæssigt perspektiv vil jeg have OL placeret i diktaturer. Så slipper jeg for at være i strid med miljøaktivister, sagde han.
I interviewet blev han også spurgt til, hvilken indflydelse klimaforandringer har på de sportsgrene, der er afhængige af vejret om vinteren.
Gian Franco Kasper omtalte det som “såkaldte klimaforandringer”.
– Vi har sne, nogle gange virkelig meget sne, sagde han og fremhævede de kolde temperaturer ved vinter-OL i Pyeongchang i 2018.
Han har senere undskyldt for sine kommentarer og understreget, at de ikke skulle tages bogstaveligt.
Alligevel er de faldet flere af udøverne for brystet. I et åbent brev skriver interesseorganisationen Protect Our Winters (Beskyt Vores Vintre), at Gian Franco Kasper bør gå af.
Adskillige atleter er med i gruppen, der også tæller forskere, forretningsfolk og snowboardproducenten Burton.
– Den (artiklen i Tages-Anzeiger, red.) bekræfter, hvad vi har vidst fra insidere i årevis. At lederskabet i organisationen ikke vil anerkende videnskabelige beviser, der truer hele branchen, skriver gruppen.
Gian Franco Kasper er i disse dage til stede i svenske Åre, der er vært for VM i alpint skiløb.
/ritzau/AP











