Radikale Venstre lægger landbrugets svigt ved regeringens fødder

    I forbindelse med landbrugspakken, der blev indgået kort efter regeringsskiftet i 2015, lovede landbruget at reducere kvælstofudledningen med 1451 tons årligt ved udgangen af 2018.

    Ifølge Berlingske er tallet, som landbruget har reduceret med mod at få lov til at udlede mere kvælstof under gødning, dog kun oppe på 12 tons årligt.

    – Jeg er ikke overrasket over, at det, landbrugspakken satte i stedet for beskyttelsen af vores alle sammens vand, ikke har virket.

    – Men jeg er nærmest chokeret over, hvor grelt det er, siger miljøordfører for Radikale Venstre Ida Auken.

    Landbrugspakken var meget omstridt, da den blev gennemført og medførte megen kritik af, at beskyttelse af blandt andet vandløb blev lempet.

    Selv om landbruget ikke har leveret de forventede reduktioner af kvælstofudledningen, mener Ida Auken, at ansvaret ligger hos regeringen.

    – Alle sagde til dem (regeringen red.), at det ikke ville virke. Og nu er det bevist, at der nærmest reelt ikke er nogen beskyttelse af vores vand.

    – Det er en fuldstændig afsløring af, at landbrugspakken ikke havde nogen beskyttelse, men bare gav landbruget lov til forurene mere, siger Ida Auken.

    Ida Auken mener, at regeringen og miljø- og fødevareministeren må handle hurtigt for at mindske udledningen af kvælstof.

    – Det er vores fjorde, vores søer og vores vandløb, der betaler regningen.

    – Og det er mange årtiers investeringer i et sikre os rent drikkevand, vi er ved at kaste overbord.

    Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) udtrykker i Berlingske stor frustration over det manglende fremskridt.

    Han erstattede Esben Lunde Larsen (V), der forlod posten efter en lang række kontroverser – blandt andet om effekten af landbrugspakken.

    Tidligere erstattede Esben Lunde Larsen partikollegaen Eva Kjer Hansen, der mistede ministerposten på grund af fejlagtige udtalelser om effekten af landbrugspakken.

    Jakob Ellemann-Jensen har ifølge Ida Auken budt på et positivt skifte i retorikken på posten som miljø- og fødevareminister.

    – Men handlingerne er ikke fulgt med. I dette her tilfælde sidder man og venter på nogle tal, som man ved, bliver frygtelige.

    – Og når de så kommer, så spiller man chokeret, afslutter ordføreren.

    /ritzau/