USA’s præsident, Donald Trump, skal tilsyneladende mødes med Nordkoreas leder, Kim Jong-un, i Vietnams hovedstad, Hanoi.
Det skriver præsidenten på Twitter forud for mødet, der er planlagt til 27. og 28. februar.
– Mine repræsentanter har lige forladt Nordkorea efter et meget produktivt møde og er blevet enige om tid og dato for det andet topmøde med Kim Jong-un, skriver præsidenten og tilføjer:
– Det vil finde sted i Hanoi, Vietnam, 27. og 28. februar. Jeg ser frem til at se formand Kim og fremme fredens sag.
En udsending fra udenrigsministeriet har været i Pyongyang for at aftale det næste topmøde mellem de to ledere.
På det tre dage lange besøg i den nordkoreanske hovedstad talte parterne blandt andet om Nordkoreas forpligtelse til en “atomafrustning”.
Det skriver udenrigsministeriet i en meddelelse.
Den amerikanske udsending, Stephen Biegun, landede fredag på en amerikansk base i Sydkorea efter sit besøg i Pyongyang.
Nordkorea har endnu ikke bekræftet topmødet. Kim Jong-un nævnte således heller ikke mødet fredag, da han mødtes med sine generaler.
Donald Trump og Kim Jong-un mødtes første gang i Singapore i juni 2018.
/ritzau/AFP











