Peter Aalbæk og Lars von Trier spiller med i ny film

    De to garvede filmmagere Peter Aalbæk og Lars von Trier skal en sjælden gang være foran kameraet, når optagelserne snart går i gang til en ny dansk spillefilm.

    Det skriver Hammer PR og Kommunikation i en pressemeddelelse.

    De to skal spille biroller i filmen med titlen “Welcome to the Moon”, der optages på Møn.

    – “Welcome to the Moon” er en hybridfilm, hvor vi mixer genrerne drama, komedie og gys. Det er “Sideways” møder “The Shining”.

    – Rødvinen er skiftet ud med absint, de californiske vinmarker med Ulvshaleskoven, og det skræmmende hotel i bjergene i Colorado er erstattet af et ensomt beliggende sommerhus på Møn, siger Aske Bang, der instruerer filmen, i pressemeddelelsen.

    Det er den 30-årige instruktørs første spillefilm, og han spiller sammen med sin ven Stanislav Sevcik filmens to hovedroller.

    – Da jeg også arbejder som skuespiller, stod det hurtigt klart for mig, at jeg gerne ville spille den ene rolle selv og Stanislav Sevcik den anden.

    – Det faktum, at vi er venner i virkeligheden, vil betyde, at vi kan tegne nogle meget troværdige karakterer, siger Aske Bang.

    Filmen handler om de to venner Bo og Martin, der i forbindelse med en polterabend i et sommerhus ender i lidt af en pine. To fremmede kvinder inviteres med til festen i sommerhuset, og dagen efter er to vielsesringe væk.

    Men det er bare starten på de to mænds problemer, og filmen udvikler sig i en retning, der sender tankerne i retning af de amerikanske film “Hangover”, hvor en gruppe venner render ind i den ene absurde prøvelse efter den anden.

    Under hovedrollernes prøvelser lurer dog også en personlig konflikt.

    Bo er nemlig filminstruktør og har lovet Martin, at han skal spille hovedrollen i Bos kommende film.

    Men Bo har givet efter for et pres fra filminstruktøren Peter Aalbæk og har givet rollen til Mads Mikkelsen i stedet.

    Optagelserne til filmen starter 4. marts.

    /ritzau/