OVERBLIK: Ændret russisk lovgivning sender dansker i fængsel

    Den 46-årige danske statsborger Dennis Christensen er Jehovas Vidne. Han har siden 1995 boet i Rusland, fra 2006 i byen Orjol, 400 kilometer syd for Moskva.

    Den 25. maj 2017 blev han anholdt under en bibellæsning med trosfæller, og siden har han været varetægtsfængslet og anklaget for ekstremisme.

    Dennis Christensen blev onsdag morgen dansk tid idømt skyldig i at fremme religiøs ekstremisme for at have læst op af biblen under et arrangement for Jehovas Vidner.

    Læs her om den lov, der kan give ti års fængsel:

    * En måned forinden Dennis Christensen blev anholdt, blev Jehovas Vidner ved en dom i Ruslands højesteret stemplet som ekstremistisk.

    * Dommen betyder, at trossamfundet er endt på samme liste som nynazister, skinheads og terrorsympatisører.

    * Trossamfundet må ikke missionere, praktisere eller eje og leje ejendomme i Rusland.

    * Siden Dennis Christensen blev varetægtsfængslet, er det samme sket for andre medlemmer af Jehovas Vidner. Ifølge Berlingske drejede det sig i december 2018 om 26 medlemmer.

    * Det er estimeret, at der bor omkring 170.000 medlemmer af trossamfundet i Rusland.

    * Loven har fået flere medlemmer til at forlade Rusland. Omkring 200 har søgt asyl i Finland.

    * Præsident Vladimir Putin udtalte i efteråret 2018, at loven om ekstremisme ikke burde tælle repræsentanter for religiøse grupper. Men det har indtil videre ikke ført til nogen kursændring fra myndighedernes side.

    Kilder: Berlingske, Jehovas Vidner, Ritzau.

    /ritzau/