USA’s præsident, Donald Trump, planlægger at mødes med Nordkoreas leder, Kim Jong-un, i Vietnam.
Mødet skal finde sted den 27. og 28. februar. Det skriver mediet Politico ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Fredag var en nordkoreansk delegation ifølge Reuters i Washington for at holde indledende samtaler om et nyt topmøde.
Lørdag meldte Trump ud, at USA og Nordkorea er blevet enige om, hvor et topmøde mellem de to ledere skal finde sted i februar.
USA har inden mødet gjort det klart, at Nordkorea skal offentliggøre en deltaljeret opgørelse over dets våbenbeholdning, hvis styret skal gøre sig forhåbninger om at få diplomatiske forbindelser til USA.
USA vil have Nordkorea til at arbejde for en atomafrustning på Den Koreanske Halvø.
På topmødet i Singapore i juni sidste år indvilgede Kim Jong-un i at samarbejde om en atomafrustning, men aftalen er blevet kritiseret for at være vagt formuleret og uden konkrete mål.
Nordkorea er underlagt skrappe sanktioner vedtaget i FN’s Sikkerhedsråd på grund af sit arsenal af atomvåben.
/ritzau/











