Qatar har lang vej igen i opgøret med slavelignende forhold for udenlandske arbejdere forud for VM i fodbold i 2022.
Det vurderer Amnesty International i en ny rapport tirsdag.
På trods af en række reformer af arbejdsmarkedet i Qatar risikerer landet at bryde sine løfter om at sikre markante ændringer inden VM.
– Tiden løber fra Qatar, hvis landets myndigheder vil levere et eftermæle, som vi kan bifalde, og skabe et arbejdsmarked, der stopper udnyttelsen af udenlandsk arbejdskraft, siger Stephen Cockburn, der er vicedirektør i Amnesty.
Forholdene for mange udenlandske arbejdere er nemlig “fortsat brutale”, lyder vurderingen i rapporten.
Rapporten fokuserer på forholdene for de to millioner migranter, der arbejder i Qatar, og altså ikke kun de 30.000, der arbejder på at klargøre VM i landet.
Alligevel mener Amnesty, at Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, har et ansvar for at forhindre misbrug af udenlandske arbejdere i Qatar i forbindelse med forberedelserne til VM.
/ritzau/AFP











