Israelsk politi anholder flere efter dødsbrand


    Israelsk politi har arresteret flere mistænkte i sagen om det dødelige brandattentat på Vestbredden, der kostede en kun halvanden år gammel palæstinensisk dreng og hans far livet, oplyser myndigheder til AFP.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Politiet arresterede de mistænkte efter flere ransagninger søndag i en jødisk bosættelse på Vestbredden.

    Myndighederne oplyser ikke antallet af anholdelser, men fortæller, at de er direkte koblet til “efterforskningen af begivenhederne i Duma”, der er landsbyen på den israelsk besatte Vestbred, hvor den palæstinensiske dreng mistede livet.

    Drengen lå og sov sammen med sin familie, da en gruppe mænd ifølge vidner smed brandbomber ind i to huse.

    Det lykkedes flere beboere at redde sig ud af flammerne, men det lykkedes ikke at få familiens yngste søn med sig.

    Både palæstinensiske og israelske myndigheder har efterfølgende udtalt, at de antager, at jødiske ekstremister står bag attentatet.

    /ritzau/AFP