Kraftig vind og nogle af de højeste temperaturer i nyere tid har fået en skovbrand til at brede sig i det sydvestlige Spanien, hvor myndighederne nu har evakueret 2400 mennesker.
Branden i området omkring Sierra de Gata er påsat, mener de lokale myndigheder. Den har allerede ædt 6500 hektar skov.
Hundredvis af brandfolk og 16 fly fra naboregionerne Andalusien og Castilla y Leon samt fra nabolandet Portugal er indkaldt for at hjælpe med at få bugt med flammerne, der har raset siden torsdag.
Tidligt lørdag morgen fik omkring 1000 indbyggere i landsbyen Hoyos besked på at forlade deres hjem.
Dagen inden var 1400 mennesker blevet evakueret fra deres hjem i to andre landsbyer i nærheden, oplyser myndighederne i Extremadura-regionen i en meddelelse.
Brandvæsnet siger, at de kraftige og konstant skiftende vinde i regionen i kombination med tyk røg og vanskeligheder med at komme tæt på branden gør det svært at slukke ilden, skriver det franske nyhedsbureau AFP.
I mange dele af Spanien har sommeren vist sig fra en meget varm side. Det spanske meteorologiske institut Aemet udnævnte forleden juli til den varmeste måned i de seneste årtier med en middeltemperatur på 26,5 grader.
Den hidtidige rekord lød på 26,2 grader og blev målt i august 2003. Statistikken går dog kun tilbage til 1981, skriver nyhedsbureauet TT.
/ritzau/AFP