Suveræne Juventus snubler mod midterhold i Italien

    Det suveræne førerhold Juventus styrede lørdag mod endnu en sikker sejr i den italienske Serie A.

    Hjemmekampen mod Parma fra midten af tabellen endte dog i en uventet skuffelse, da gæsterne fik 3-3 med hjem fra Torino efter en udligning i overtiden.

    Parma-angriberen Gervinho scorede til slutresultatet tre minutter inde i overtiden med sit andet mål i opgøret. Godt et kvarter tidligere havde han reduceret til 2-3.

    Superstjernen Cristiano Ronaldo gjorde ellers sit til, at Juventus skulle tage den 20. sejr i ligaen af 22 mulige i denne sæson.

    Efter 35 minutter bragte den tidligere Real Madrid-angriber hjemmeholdet foran med 1-0, og efter pausen øgede han også til 3-1.

    Trods pointtabet har Juventus opbygget et stort forspring til samtlige konkurrenter i toppen af Serie A. Mesterholdet har således ni point ned til Napoli på andenpladsen.

    Tidligere på lørdagen vandt Napoli på eget græs med 3-0 over Sampdoria med danske Joachim Andersen i midterforsvaret.

    Empoli og Jacob Rasmussen spillede 2-2 på hjemmebane mod Chievo.

    /ritzau/