Røde Kors advarer USA mod at sende nødhjælp til Venezuela

    Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) advarer USA om risikoen ved at levere nødhjælp til Venezuela uden om præsident Nicolas Maduro.

    Det skriver nyhedsbureauet AP.

    Venezuelas oppositionsleder, Juan Guaidó, som har udråbt sig selv til præsident, har bebudet, at han vil trodse Maduros forbud mod at lade humanitær hjælp komme ind i landet.

    Den amerikanske præsident Donald Trumps administration har annonceret, at USA vil sende humanitær hjælp til Venezuela, når Guaidó efterspørger det.

    Røde Kors vil kun deltage i nødhjælpsarbejdet i Venezuela “efter aftale med myndighederne, uanset hvem myndighederne er”.

    Det siger ICRC’s direktør for globale operationer, Dominik Stillhart,

    – Vi vil ikke vælge side. Uanset hvad den politiske situation er, så vil vores fokus altid være, hvad vi kan gøre, siger han.

    ICRC har rådgivet amerikanske embedsmænd om, at alle planer om “at hjælpe det venezuelanske folk bliver nødt til at være afskærmet fra de politiske drøftelser”.

    Det oplyser ICRC’s direktør for USA og Canada, Alexandra Boivin, fredag.

    – Det er selvfølgelig en meget svær samtale at have med USA, siger hun.

    – Vi er her for at tydeliggøre risikoen ved de valg, der bliver truffet, og for at tydeliggøre de begrænsninger, der er for vores muligheder for at operere under omstændighederne.

    /ritzau/