Problemet med brandsikkerhed på plejehjem er overraskende stort. Men at der er er problemer, har været en kendt sag i årevis.
Sådan lyder det fra Ældre Sagen, efter at foreløbige resultater af en undersøgelse fra Transport-, Bygnings- og Boligministeriet har indikeret, at de fleste kommuner har plejeboliger, der ikke lever op til brandkravene.
– Det er overraskende, at det står så slemt til, siger Michael Teit Nielsen, der er vicedirektør i Ældre Sagen.
– Det er tragisk og forargeligt, at man ikke tager de mange dødsfald alvorligt. Hvert år er der fem til ti ældre på plejehjem, der omkommer i dødsbrande, fordi brandsikkerheden ikke er i orden.
– Man har længe vidst, at det har haltet med brandsikkerheden, som skal være ekstra høj på et plejehjem, siger Michael Teit Nielsen.
Han påpeger, at beboere på plejehjem typisk er over 80 år. Fire ud af fem har en eller anden form for demenssygdom. Og de er fysisk svækkede.
– Derfor skal man være ekstra påpasselig med, at brandsikkerheden er i orden. De eksempler, vi har set, er rystende, siger Michael Teit Nielsen.
I august omkom tre beboere på plejehjemmet Farsøhthus i Allingåbro. Plejehjemmet havde fået dispensation, så det ikke behøvede at leve op til kravet om at installere et automatisk sprinkleranlæg.
Det var en fejl, har Norddjurs Kommune, der ejer bygningen, siden erkendt. Ulykken fik transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) til at undersøge brandsikkerheden i alle landets plejeboliger.
/ritzau/











