Sundhedsorganisationer vil kæmpe for obligatorisk kaloriemærkning på restauranter og kiosker.
I en pressemeddelelse oplyser Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Diabetesforeningen, at man håber, at tiltaget kan få bremset udviklingen af overvægtige danskere.
51 procent af danskerne er overvægtige. Det er 250.000 flere end for bare fire år siden. Hvis udviklingen fortsætter, vil andelen være 70 procent i 2045.
– Det er en alvorlig trussel for det danske sundhedssystem og for danskernes trivsel, da overvægt øger risikoen for en lang række sygdomme, blandt andet type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme og kræft, lyder det i pressemeddelelsen.
EU har allerede bestemt, at fødevarer i europæiske supermarkeder skal oplyse kalorieindholdet.
Samme nemme adgang til den oplysning på fastfood og take away-mad er endnu ikke et krav, og det er op til de enkelte EU-lande at indføre obligatorisk kaloriemærkning.
Også på Christiansborg er forslaget et tema. Der er politisk opbakning fra Socialdemokratiet og Alternativet. Sidstnævnte fremsætter i nær fremtid beslutningsforslag i Folketinget om obligatorisk kaloriemærkning, fremgår det af pressemeddelelsen.
/ritzau/











