Dansk U21-landsholdsspiller skifter til Fiorentina

    Det danske forsvarstalent Jacob Rasmussen skifter klub, men bliver i den italienske Serie A.

    Således oplyser Fiorentina, at klubben har købt 21-årige Rasmussen i Empoli, hvor han dog spiller sæsonen færdig på en lejeaftale.

    Empoli hentede Rasmussen i norske Rosenborg, og på det seneste har danskeren formået at spille sig til en startplads i forsvaret efter en periode som bænkevarmer.

    I alt ti Serie A-optrædener er det blevet til i denne sæson.

    Ifølge italienske medier skulle købsprisen være i omegnen af 50 millioner kroner.

    Fiorentina har i forvejen den danske midtbanespiller Christian Nørgaard i truppen.

    Jacob Rasmussen har i 50 kampe optrådt på danske U-landshold. Aktuelt har han 15 kampe under bæltet som U21-landsholdsspiller.

    Han spillede som ung i de fynske klubber Næsby og OB, inden han fik en ungdomskontrakt i Schalke 04. Derefter skiftede han til FC St. Pauli, hvorefter turen gik til Rosenborg.

    /ritzau/