Politi: Ingen mistænkelige genstande ved Hovedbanegården


    Københavns Politi er nu færdig med undersøgelserne omkring den togvogn, hvor en DSB-medarbejder tidligt fredag morgen blev overfaldet af to gerningsmænd.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    – Ingen mistænkelige genstande i eller omkring toget fundet, skriver politiet klokken 10.40 på Twitter.

    En DSB-medarbejder blev kort ført klokken 04.00 fredag morgen overfaldet af to mænd i et tog på banelegemet mellem Københavns Hovedbanegård og Dybbølsbro Station. Mændene bagbandt ham med tape og forsvandt tilsyneladende.

    Manden blev efter noget tid befriet af kolleger, der slog alarm til politiet.

    I beskeden på Twitter skriver politiet desuden, at der intet nyt er om gerningsmændene, som politiet foreløbig heller ikke har givet noget signalement af.

    LÆS OGSÅ: Politi: DSB-medarbejder overfaldet og bagbundet i tog
    Nogle oplysninger fik derefter ordensmagten til at afspærre Københavns Hovedbanegård i omkring fire timer, men politiet er foreløbig meget tilbageholdende med oplysninger, så de nærmere omstændigheder ved overfaldet er ukendte for offentligheden.

    – Den forurettede kunne berette om forhold, der har ført til, at Hovedbanegården er blevet delvist afspærret, og togtrafikken fra og til hovedbanegården er indstillet, skrev politiet fredag morgen i en pressemeddelelse.

    Men derudover vil politiet ikke fortælle, hvorfor overfaldet førte til, at man lukkede et af landets største trafikknudepunkter.

    – Jeg kan ikke sige noget, siger pressechef for Københavns Politi, Mads Jensen, fredag morgen til Ritzau.

    Politiet har i det hele taget ikke villet svare på spørgsmål, men udelukkende henvendt sig til offentligheden via pressemeddelelser og beskeder på Twitter.

    /ritzau/