Europas økonomi vokser i laveste tempo siden 2014

    Økonomien i EU-landene voksede med 1,9 procent i 2018, hvilket er den laveste vækst siden 2014.

    Det viser tal fra Eurostat, der er EU’s pendant til Danmarks Statistik.

    Ifølge Kim Blindbæk, der er makroanalytiker i Sydbank, er det en række midlertidige forhold, som har trukket væksten ned.

    I Tyskland gælder det knas i bilindustrien, der i slutningen af 2018 havde problemer med at få miljøgodkendelser og derfor ikke kunne producere så meget som planlagt.

    I Frankrig har demonstranter med gule veste uge efter uge været på gaden og protesteret mod den økonomiske politik, og det er gået ud over aktiviteten i økonomien.

    Endelig var den meget varme sommer også med til at ramme landbruget i Europa.

    – De forhold har lagt en dæmper på aktiviteten. Derudover har vi set, at handelskrigen mellem USA og Kina har ramt den globale økonomi, og det kan også mærkes i Europa, siger Kim Blindbæk.

    I Italien har 2018 været præget af politisk tumult – herunder en strid med EU om landets budget.

    I de seneste kvartaler har den italienske økonomi været i recession, hvilket vil sige, at væksten er negativ.

    Den mere matte stemning i Europas økonomi har også kunne mærkes i Danmark, hvor de seneste nøgletal ifølge Kim Blindbæk har været til den svage side.

    For 2019 er der lagt op til fortsat fremgang i økonomien, men prognoserne er ikke i top.

    – Udsigterne for 2019 er lidt dystre. Vi forventer, at økonomien vil vokse, men udfordringerne med handelskrigen bliver ved med at lure i horisonten.

    – Og der er lagt op til lavere vækst i Kina, og det vil også ramme Europa, siger Kim Blindbæk.

    Et andet stort spørgsmålstegn er, hvordan Storbritannien ender med at forlade EU – herunder om der kommer aftaler om samhandel og told.

    – I værste fald risikerer Storbritannien at forlade EU uden en aftale, og det vil få store økonomiske konsekvenser.

    – Det er primært for Storbritannien selv, men vil også ramme Europa, siger Kim Blindbæk.

    /ritzau/