Hitmager og Led Zeppelin-arvtagere gæster Tinderbox

    Den fynske festival Tinderbox er allerede spækket med store navne, men torsdag er endnu flere tilføjet til plakaten i 2019.

    Ti nye navne, herunder Diplo, Lil Uzi Vert og Greta Van Fleet, er nu på programmet, afslører Tinderbox i en pressemeddelelse.

    Hitmageren Diplo, der er kendt fra gruppen Major Lazer, har blandt andet produceret for Justin Bieber og MØ på nummeret “Cold Water”. Han indgår også i gruppen Jack Ü med Skrillex.

    Tinderbox har også tilføjet hiphopperen Lil Uzi Vert til plakaten. Hans hit fra 2017 “XO Tour Llif3” rammer snart én milliard afspilninger på Spotify.

    Også rockbandet Greta Van Fleet kan opleves i Odense til sommer. Bandet er tungt inspireret af rocklegenderne Led Zeppelin, som flere musikanmeldere har sammenlignet dem med.

    Deres EP “From the Fires” er i år nomineret til fire Grammy Awards.

    Plakaten består allerede af den amerikanske popstjerne Lana Del Rey og hiphopperen A$AP Rocky, der kommer til Danmark for første gang siden 2014.

    Festivalen finder sted i Tusindårsskoven i Odense 27. juni til 29. juni.

    Billetterne er til salg i øjeblikket.

    /ritzau/