Ærtesuppe og møgvejr drillede årets ørnetælling

    I weekenden var 200 medlemmer af Dansk Ornitologisk Forening spredt landet over til årets tælling af bestanden af havørne og kongeørne i Danmark.

    De seneste år har tællingen vist op mod 400 ørne, men i år blev der kun set 310. Det får dog ikke Dansk Ornitologisk Forening til at frygte, at bestanden er i et kraftigt fald.

    – Vejret var virkelig en modstander i år. Mange steder var der tæt tåge og regn. Og så bliver resultatet derefter.

    – Så der er ikke noget bekymrende i det, siger leder af Projekt Ørn under Dansk Ornitologisk Forening Kim Skelmose.

    Det dårlige vejr gjorde arbejdet sværere og det kan da heller ikke afvises, at nogle ørne er talt to gange af de kikkertbærende fugleentusiaster.

    – Om det er solskin eller tåge og regn, så kan man risikere at tælle den samme ørn to gange.

    – Men når man kender retning og klokkeslæt for observationen, så kan man med erfaring ofte vurdere, om det er den samme fugl, der bliver talt, siger Kim Skelmose.

    At årets tælling kun viste 303 havørne og syv kongeørne bekymrer ikke Kim Skelmose. For samlet set står det ganske godt til for Danmarks ørne.

    – Det er så sandelig en succeshistorie, som vi er utroligt glade for her hos Dansk Ornitologisk Forening både for ørnenes og for vores skyld.

    – Vi er blevet overrumplede over, hvor mange ynglende par vi har fået i Danmark, siger Kim Skelmose.

    Han fortæller, at der er omkring 80 ynglende par havørne i Danmark, mens der er 3-4 ynglende par kongeørne.

    – Havørnebestanden har det virkeligt god. Men kongeørnen halser noget efter. Så den må gerne begynde at gå i fremgang.

    Det er 14. år i træk, at Dansk Ornitologisk Forening har lavet sin vinterørnetælling.

    Lokalforeningen i Storstrøm så flest ørne med 86 styk, mens Bornholm så to ørne.

    /ritzau/