Professor: Skoleaftale slipper lærere fri til gavn for elever

    Skoler og lærere har under den nye skolereform været for bundet af centrale mål, hvilket har svækket kvaliteten af undervisningen.

    Derfor vil det kunne løfte undervisningen, at der fremover er lagt op til mere lokal styring.

    Det vurderer Lene Tanggaard, der er professor i pædagogisk psykologi på Aalborg Universitet, efter at et bredt flertal i Folketinget onsdag er nået til enighed om en justering af folkeskolereformen.

    – Der har været en tid, hvor mange lærere og pædagoger har oplevet, at de har været stækket, og der har været en lidt for central styring. Man har haft en meget dominerende målstyringslogik.

    – Det er nogle gange ude lokalt, at man har bedst viden om, hvordan man gør tingene. Det er ikke altid, at man har den fra statslig side, siger Lene Tanggaard.

    Aftalen lægger blandt andet op til, at lærerne får større frihed til, hvordan de vil gribe undervisningen an – for eksempel hvornår det er en god idé at bruge teknologi i timerne.

    Hvis aftalen ender med at blive implementeret, som Folketinget har lagt op til, tror hun på mere engagerede lærere.

    – Eleverne vil formentlig møde nogle lærere og pædagoger, som emmer af lyst til at undervise og kan træffe valg, der gør, at man bliver udfordret og mødt af høje faglige krav.

    – Men en aftale i sig selv giver ikke forandringer. Det kræver, at man griber de muligheder, der er, siger Lene Tanggaard.

    Aftalen betyder også kortere skoledage for eleverne i indskolingen – op til 3. klasse – der får 2,25 færre klokketimer om ugen.

    For resten af eleverne får skolerne mulighed for at veksle to timer om ugen af den understøttende undervisning til timer med to lærere i klasselokalet.

    Det kan betyde kortere skoledage – alt afhængigt af hvordan den enkelte skole griber det an.

    Lene Tanggaard vurderer, at delen med kortere skoledage vil gøre aftalen populær i befolkningen, fordi mange forældre har været modstandere af lange dage i skolen.

    /ritzau/