Fem politibetjente er blevet ramt af skud i den amerikanske delstat Texas.
Det oplyser politiet i Texas’ største by, Houston, på Twitter natten til tirsdag dansk tid.
– Betjentene blev ramt af skud under et sammenstød med en mistænkt, lyder det i tweetet.
To af betjentene er i kritisk tilstand, mens de øvrige tre er i stabil tilstand. Det skriver Joe Gamaldi, der er formand for politiets fagforening i Houston, på Twitter.
En af de to betjente i kritisk tilstand er blevet fløjet til hospitalet i helikopter, oplyser Gamaldi.
Den mistænkte er blevet dræbt under skudvekslingen, der fandt sted i en bygning i den østlige del af det centrale Houston.
Politiet undersøger fortsat bygningen for at sikre sig, at der ikke var andre til stede i nærheden af skyderiet.
Der er endnu ikke blevet offentliggjort informationer om den formodede gerningsmand.
/ritzau/AP











