Brugen af samfundstjeneste i voldssager er gået for vidt.
Sådan lyder kritikken fra et politisk flertal, skriver Kristeligt Dagblad.
Derfor skal et lovforslag fra regeringen begrænse brugen af samfundstjeneste for voldsdømte.
Tal fra Kriminalforsorgen viser ifølge Kristeligt Dagblad, at brugen af samfundstjeneste er steget med en fjerdedel på ti år. I 2017 blev 4355 idømt samfundstjeneste som en del af deres straf.
Stigningen skyldes særligt, at flere voldsdømte idømmes samfundstjeneste. Den udvikling er regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti kritiske over for.
– Det har aldrig været meningen, at personfarlig kriminalitet skulle straffes så mildt, at man kunne møde sin gerningsmand på gaden kort efter, siger Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, som støtter regeringens forslag ifølge Kristeligt Dagblad.
Regeringens lovforslag om at begrænse brugen af samfundstjeneste er i midten af januar sendt i høring.
– Det afspejler efter regeringens opfattelse ikke en tilstrækkelig hensyntagen til offeret eller til befolkningens generelle retsfølelse, når der idømmes betinget dom med vilkår om samfundstjeneste i de sager, som kan betegnes som den grovere ende af simpel vold, eller i sager om grov vold, står der i indledningen til forslaget.
/ritzau/











