OVERBLIK: Drabet på Nedim Yasar

    Efter en reception i forbindelse med udgivelsen af bogen “Rødder – en gangsters udvej” blev radiovært og tidligere bandemedlem Nedim Yasar skudt og dræbt.

    To mænd er tiltalt i sagen, som er blevet indledt ved Retten på Frederiksberg mandag.

    Her er en tidslinje over forløbet:

    * 19. november 2018: Nedim Yasar var til reception for at fejre udgivelsen af bogen “Rødder – en gangsters udvej”. Bogen handler om Yasar.

    Netop som han satte sig ind i sin bil på Hejrevej i Københavns Nordvestkvarter omkring klokken 19.30, blev han skudt to gange i hovedet.

    * 20. november 2018: Yasar blev erklæret død af sine kvæstelser.

    * 24. november 2018: Familie og venner tog afsked med Nedim Yasar. Først blev der afholdt en religiøs ceremoni i Alaadin-moskéen i Albertslund. Selve begravelsen fandt sted på Den Muslimske Gravplads i Brøndby.

    * 6. december 2018: Tre mænd på 22, 24 og 25 år blev anholdt i sagen. Samtidig foretog politiet flere ransagninger i Københavnsområdet og i Nordsjælland. Politiet oplyste, at der blandt andet var tale om et bandetilholdssted i Ganløse.

    * 7. december 2018: De tre mænd blev i et grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg varetægtsfængslet i 14 dage. De var sigtet for drab og medvirken til drab på Yasar.

    * 28. januar 2019: Endnu en mand blev anholdt i sagen. Han blev sigtet for medvirken til drab, men blev løsladt efter et grundlovsforhør.

    * 7. februar 2019. Københavns Politi vælger at løslade en af de tre mænd, som er fængslet i sagen.

    * 6. december 2019. Anklagemyndigheden ved Københavns Politi oplyser, at man har opgivet sigtelserne mod de to mænd, som er blevet løsladt.

    * 17. december 2019. Anklagemyndigheden rejser tiltale mod de mænd, der fortsat er fængslet.

    * 20. januar 2020. Retten på Frederiksberg indleder hovedforhandlingen af sagen, hvor de to mænd er tiltalt for drabet. De nægter sig skyldige. Der forventes dom 25. februar.

    /ritzau/