Forsvaret sender F-16-fly i luften for at følge guldholdet

    To F-16-fly vil følge de danske håndboldherrer fra Karup i Midtjylland til København, hvor de mandag bliver hyldet på rådhuset ovenpå søndagens VM-guld.

    Det oplyser Forsvaret mandag eftermiddag på sin hjemmeside.

    – Forsvarets medarbejdere er ligesom resten af befolkningen stolte over den store præstation.

    – Vi vil gerne sige tillykke på vores måde, siger Anders Rex, der er chef for Flyverkommandoen til Forsvarets hjemmeside.

    Søndag vandt Danmark VM-finalen i Herning med 31-22 over Norge. Det var første gang, at de danske håndboldherrer gik hele vejen ved et VM.

    Spillerne blev efterfølgende fejret i Herning til langt ud på natten, og fra klokken 17 fortsætter hyldesten på Københavns Rådhus.

    Forsvaret oplyser, at de to F-16-fly, der følger landsholdet, alligevel skal på vingerne for at træne.

    – I dag træner vi derfor at identificere, inspicere, følge og filme flyet. Så flyvningen giver mening på flere måder, siger Anders Rex.

    /ritzau/