Spektakulær sag mod norsk politimand skal gå om

    Fagdommerne i en opsigtsvækkende retssag i Norge mod den tidligere politimand Eirik Jensen erklærede sig mandag uenige med juryen, som kendte den tiltalte skyldig i grov korruption, men frikendte ham for hashsmugling igennem en årrække.

    Det skriver det norske nyhedsbureau NTB om retssagen mod Eirik Jensen. Sagen, der er en appelsag, betegnes i Norge som historisk. Eirik Jensen er tidligere dømt til 21 års fængsel.

    Nævningene meddelte mandag – efter seks dags voteren – at de fandt den tidligere politimand skyldig i grov korruption. Men de frikendte ham for hashsmugling igennem en årrække, hvilket var den alvorligste anklage mod ham.

    Strafferammen for grov korruption er ti års fængsel.

    Men tre fagdommere har ophævet juryens frifindelse af Eirik Jensen i forhold til anklagerne om hashsmugling.

    – Dommerne finder, at Jensen utvivlsomt er skyldig efter tiltalen omkring hashsmugling, siger dommerne, som også understreger, at de to anklagepunkter hænger så tæt sammen, at de må vurderes sammen.

    – Hele sagen skal derfor behandles på ny – med nye dommere, siger juridisk dommer Kristel Heyerdahl.

    En fortumlet Jensen blev spurgt om, hvorvidt han fik spørgsmål om han forstod fagdommernes beslutning.

    – Egentlig ikke, men jo, svarede han.

    Men kort efter ankede han lægdommernes beslutning.

    Eirik Jensen blev af nævningene frikendt for at have indført flere ton hash gennem en årrække. Nævningene fandt, at de ydelser, som han løbende modtog, var korruption.

    Sagen gælder perioden fra 2004 til 19. december 2013, hvor Eirik Jensen fik kontanter eller bidrag til forskellige forbrugsgoder.

    6000 dokumenter og 122 vidneforklaringer indgik i den første del af retssagen mod den tidligere politimand.

    Eirik Jensen var tidligere overbetjent, som blandt andet havde arbejdet med narkokriminalitet og indgik i specialgruppen Omega.

    I hans løbebane i politiet havde han blandt andet haft ansvaret for rockermiljøet og narko- og banderelateret kriminalitet. Han mødte første halvdel af 1990’erne den narkokriminelle Gjermund Cappelen, der på det tidspunkt hed Gjermund Thorud. Cappelen blev rekrutteret som informant af Jensen.

    Ifølge anklagerne begyndte de to at arbejde sammen om hashsmugling samme år.

    Cappelen har sagt, at Jensen i en årrække bidrog til at smugle store mængder hash mod betaling – angiveligt for mindst 15 millioner norske kroner.

    Den tidligere politimand blev dog kun tiltalt for at have modtaget 2,1 millioner norske kroner.

    /ritzau/NTB