Norsk politi har fundet genstande i søen Langvannet i Lørenskog øst for Oslo. De skal undersøges nærmere for at se, om de kan knyttes til bortførelsen af den norske kvinde Anne-Elisabeth Hagen, skriver nyhedsbureauet NTB.
– Der er blevet fundet enkelte genstande, der må undersøges nærmere for at se, om de kan knyttes til sagen eller ikke, oplyser Øst politidistrikt mandag morgen.
Dykkernes undersøgelse af søen blev afsluttet fredag, og søndag havde politiet fået 1352 tip i sagen.
Eftersøgningen i søen begyndte onsdag.
Langvannet er ifølge politiet dækket af is, og derfor har dykkerne måttet lave flere huller i isen for at komme ned. Et enkelt sted placerede man et undervandskamera under isen, da dykkerne ikke kunne komme til.
Søen grænser op til Anne-Elisabeth Hagens bolig, hvor hun indtil sin forsvinden 31. oktober sidste år boede med sin mand, milliardæren Tom Hagen.
Onsdag forklarede overbetjent i politidistriktet Christian Berge, at man ikke ledte efter Anne-Elisabeth Hagen i søen.
Torsdag dag forklarede familiens advokat, Svein Holden, at man ugen forinden havde modtaget en besked fra de formodede bortførere på en “digital platform”.
– Vi opfatter dette som et tydeligt tegn på, at hun er i live, og at vi kan få hende hjem i live, sagde Svein Holden.
Politiet bekræftede 9. januar 2019, at Anne-Elisabeth Hagen havde været væk siden 31. oktober sidste år.
/ritzau/











