OVERBLIK: Her er den nye badmintonaftale

    Badminton Danmark og elitespillerne blev tidligere søndag enige om en ny seksårig landsholdsaftale.

    Her er udvalgte elementer fra den kollektive aftale:

    * Der er opnået enighed om alle væsentlige punkter i aftalen. Aftaleteksten er ifølge begge parter tydeligere og mere let forståelig.

    * Badmintonspillerne danner deres egen Badminton Spillerforening. Derudover nedsættes et samarbejdsudvalg bestående af minimum to spillerrepræsentanter og to repræsentanter for Badminton Danmark.

    * Aftalen sikrer Badminton Danmark bedre muligheder “til at bruge spillernes kommercielle rettigheder inden for nogle klart definerede rammer”.

    * Spillerne har som hidtil mulighed for at stille op med egne sponsorer til individuelle mesterskaber.

    * Spillerne vil fremover være dækket af arbejdsskadeforsikring, der tegnes af Badminton Danmark.

    * Spillernes trænings- og turneringsplaner vil fortsat være planlagt ud fra det daglige samarbejde mellem spilleren og hovedtræneren.

    * Aftalen løber i seks år og er uopsigelig i de første to år. Desuden rummer den længere opsigelsesvarsler og forhandlingsperioder efter ønske fra spillerne.

    * Aftalen træder i kraft omgående, og derfor kan elitebadmintonspillerne begynde på det nationale træningscenter i Brøndby tirsdag 29. januar. Herfra kan de blive udtaget til EM for blandede hold, der løber fra 13. til 17. februar.

    * Kun de overordnede rammevilkår er fastsat i den nye kollektive aftale. Badminton Danmark og spillerne skal derfor stadig indgå specifikke, individuelle aftale med spillerne om de personlige vilkår.

    * Disse inkluderer blandt andet tildeling af turneringsstøtte, adgang til Team Danmarks ydelser og specialister samt trænings- og turneringsplanlægning.

    Kilder: Badminton Danmark og Danske Elitesportsudøveres Forening.

    /ritzau/