Politiet afblæser bombealarm i Oslo


    En mistænkelig genstand, der onsdag morgen blev fundet ved universitetet i Norges hovedstad, har vist sig at være ganske ufarlig.

    Det oplyser politiet i Oslo på Twitter.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Natten til onsdag blev en vagt skudt i området, og senere blev et bombelignende objekt fundet samme sted. Derfor igangsatte politiet en undersøgelse af området ligesom store dele af universitetet blev afspærret.

    LÆS OGSÅ: Bombeeksperter undersøger mulig bombe i Oslo – vagt er skudt
    LÆS OGSÅ: Efter skuddrama i Oslo: Politiet indfører flyveforbud
    – Den bombelignende genstand er nu undersøgt, og bombegruppen er færdig på stedet. Afspærringer bliver reduceret, og situationen normaliseres, skriver politiet på Twitter.

    Politiet efterforsker fortsat nattens skyderi, der betragtes som et drabsforsøg.

    To mænd blev set i forbindelse med skudepisoden, og de er begge på fri fod.

    Vagten er ikke alvorligt såret. Han blev skudt i brystet, men bar en sikkerhedsvest. Han meldte selv til politiet omkring klokken 02.45, at han var ramt af skud.

    Det er anden gang på under et år, at en vagt på universitetsområdet er blevet udsat for angreb.

    I november blev en vagt passiviseret af mindst to gerningsmænd med strømpistol, kniv og reb. Siden har vagtselskabet besluttet at vagterne skal bære sikkerhedsveste.

    – Vi kan på nuværende tidspunkt ikke konkludere, at de to hændelser er direkte knyttet til hinanden, har politiets indsatsleder Torgeir Brenden sagt til pressen på stedet.

    /ritzau/NTB