73-årig fundet død på Bornholm: Politiet undersøger årsagen

    En 73-årig mand er fredag aften fundet død på sin bopæl på den nordlige del af Bornholm.

    Omstændighederne på stedet gør, at politiet ikke kan udelukke, at der er sket en strafbar handling. Det oplyser Bornholms Politi i en pressemeddelelse.

    Stedet er derfor afspærret, og der kommer en retsmediciner til øen i løbet af formiddagen, ligesom teknikere skal undersøge stedet.

    Politiet fik anmeldelsen fredag klokken 19.39. Det var en ven af manden, der fandt ham. De pårørende er underrettet.

    Politiet forventer at kunne give mere information i sagen lørdag klokken 15.

    /ritzau/