Frederikshavn booker pokalfinale med smal sejr på isen

    Ishockeyklubben Frederikshavn White Hawks er som det første hold klar til finalen i den danske pokalturnering, Metal Cup.

    Nordjyderne tog finalebilletterne, da de fredag slog Sønderjyske med 2-1 i den første af to semifinaler ved Final 4-stævnet, der afholdes i Aalborg.

    Finalen spilles lørdag samme sted. Frederikshavns modstander lørdag bliver fundet senere fredag, når Rungsted Seier Capital og de forsvarende pokalmestre, Aalborg Pirates, mødes.

    Efter en målløs første periode skulle der gå lidt over ni minutter af anden, før pucken første gang endte i et af de to mål. Her bragte canadiske Dale Mitchell Frederikshavn foran.

    Der gik dog kun små to minutter, inden sønderjyderne havde fået udlignet ved Rod Pelley, der ligeledes har canadisk pas.

    Det afgørende mål blev scoret seks minutter inde i tredje og sidste periode.

    Her blev Kristian Jensen matchvinder efter assist fra førnævnte Mitchell.

    /ritzau/