Mandskabsmangel giver forsinkelser i amerikanske lufthavne

    Flere store lufthavne i USA oplever forsinkelser på grund af mangel på mandskab i flykontrollen på den amerikanske østkyst.

    Det skriver de amerikanske luftfartsmyndigheder i en udtalelse sendt ud via det sociale medie Twitter.

    – Vi har oplevet en let stigning i sygefraværet på to kontrolstationer.

    – Vi afhjælper dette ved at styrke bemanding, omdirigere trafik og øge afstanden mellem fly, når der er behov, skiver The Federal Aviation Administration.

    Ifølge nyhedsbureauet Reuters rammer forsinkelser de store lufthavne på den amerikanske østkyst. Det drejer sig om LaGuardia i New York, Newark Liberty International Airport i New Jersey og lufthavnen i Philadelphia.

    De amerikanske luftfartsmyndigheder samt sikkerhedsmyndighederne i lufthavnene er nogle af de offentlige instanser, der mærker den delvise nedlukning af det amerikanske statsapparat.

    Nedlukningen er resultat af en politisk strid mellem præsident Donald Trump og Kongressen. Den betyder, at mange statsansatte ikke har fået løn i over 30 dage.

    Torsdag råbte flere flyselskaber vagt i gevær i forhold til, at både sikkerhedsmyndighederne og trafikkontrollen var tæt på bristepunktet, fordi deres ansatte ikke får udbetalt løn.

    Det får flere og flere til ikke at møde på arbejde eller at melde sig syge. Onsdag var sygefraværet blandt sikkerhedspersonale 7,5 procent mod tre procent på samme dag sidste år ifølge Bloomberg.

    – Vi er tæt på et vendepunkt, da ansatte står over for ikke at få udbetalt løn for anden måned i træk.

    – Jo længere dette her fortsætter, desto længere vil det tage for nationens luftfartsinfrastruktur at komme sig, sagde administrerende direktør for JetBlue Robin Hayes ifølge Bloomberg torsdag.

    Luftfartsselskabet Southwest Airlines topchef, Gary Kelly, sagde:

    – Vi ville være vanvittige, hvis ikke vi var bekymrede over dette her. Alle bør være opmærksomme på, at nedlukningen skader økonomien og luftfarten.

    Donald Trump og Kongressen kan ikke blive enige om en lov, der skal betale den mur langs den amerikanske grænse, som Donald Trump gentagne gange lovede under sin valgkamp.

    Under valgkampen lovede Donald Trump, at Mexico ville betale for muren. Det er dog ikke sket.

    /ritzau/