Agüero opfordrer til at genoptage eftersøgning af Sala

    Politiet på øen Guernsey må ikke opgive eftersøgningen af den forsvundne fodboldspiller Emiliano Sala og piloten David Ibbotson.

    Det mener landsmanden Sergio Agüero, efter at eftersøgningen af de to officielt blev indstillet torsdag aften.

    – Vi vil ikke opgive håbet. Vi vil bevare troen. Derfor ønsker jeg, at eftersøgningen ikke indstilles.

    – Mine tanker har været med Emiliano, hans familie og vennerne fra start, skriver argentineren og følger op med hashtagget #PrayForSala (#BedForSala, red.).

    Sala forsvandt sent mandag aften i et privatfly med piloten David Ibbotson over Den Engelske Kanal.

    Emiliano Sala var mandag på vej til Wales, efter at han i lørdags blev købt fri af sin kontrakt med franske FC Nantes for et beløb svarende til cirka 127 millioner kroner.

    Den 28-årige argentiner havde netop underskrevet en tre et halvt år lang kontrakt med Premier League-klubben Cardiff.

    Tidligere på ugen skrev flere argentinske medier ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Sala kontaktede flere af sine venner fra flyet og fortalte om problemer.

    Familien håber også, at eftersøgningen bliver genoptaget.

    – Vær sød ikke at give op på eftersøgningen af min bror. Jeg ved i hjertet, at Emiliano er en fighter, og jeg ved, at han fortsat er i live. Vær sød ikke at stop, siger søsteren Romina Sala ifølge The Guardian.

    /ritzau/NTB