Maduro vil lukke Venezuelas ambassade i USA

    Præsident Nicolas Maduro har besluttet at lukke Venezuelas ambassade og alle landets konsulater i USA. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Meldingen kommer, efter at oppositionsleder og formand for nationalforsamlingen Juan Guaidó onsdag erklærede Maduro afsat og udråbte sig selv som midlertidig præsident i Venezuela.

    USA’s præsident, Donald Trump, erklærede omgående sin støtte til Guaidó – og kaldte samtidig Maduro for en “diktator”.

    Udmeldingen fik Maduro til at trække en streg i sandet og beordre alle amerikanske diplomater i Venezuela ud af landet inden for 72 timer.

    Men den ordre nægter USA at følge, oplyste USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo. For USA følger kun anvisninger fra Juan Guaidó og ikke Nicolas Maduro, lød begrundelsen.

    Derfor sender Maduro natten til fredag dansk tid en advarsel til USA om, at adlyde hans ordre. Samtidig beordrer han alle venezuelanske diplomater hjem fra USA.

    – De (amerikanerne, red.) tror, at de har en kolonial magt over Venezuela, hvor de selv bestemmer, hvad de vil gøre, siger Maduro i en tale på venezuelansk stats-tv.

    – De må følge min ordre fra Venezuelas regering.

    /ritzau/