Nadal banker Federers overmand og stormer i finalen

    14.-seedede Stefanos Tsitsipas slog Roger Federer ud i fjerde runde af Australian Open, men i semifinalen mod Rafael Nadal var der ikke noget at stille op.

    Spanieren var i kontrol gennem hele kampen mod den græske overraskelse og vandt 6-2, 6-4, 6-0.

    Han er nu i sin femte finale i grand slam-turneringen, som han har vundet en gang. Nadal var senest i finalen i 2017, hvor han tabte til Federer.

    Den andenseedede spanier skal i finalen møde serbiske Novak Djokovic eller franske Lucas Pouille, der dyster om en finalebillet fredag.

    – Jeg spillede godt, hvilket jeg har gjort gennem hele turneringen. Jeg synes, jeg har gjort flere gode ting i alle kampene, og det gjorde jeg igen, siger Nadal ifølge AFP.

    – Det er ikke let at komme tilbage efter fire-fem måneder og spille, som jeg gør, lyder det fra spanieren, som spiller sin første turnering siden US Open.

    Før torsdagens kamp havde Nadal ikke afgivet et sæt i årets første grand slam-turnering. Og den stil fortsatte han mod Tsitsipas.

    Nadal var helt suveræn i egne servepartier, og da han samtidig udnyttede to ud af to breakbolde, tog spanieren første sæt på sikker vis.

    Der var heller ikke tvivl om udfaldet af andet sæt. Grækeren gjorde, hvad han kunne, men Nadal var ganske enkelt for god.

    Igen holdt han Tsitsipas langt fra servegennembrud. Nadal vandt 12 af de 14 point, hvor han satte førsteserven. Og heller ikke på andenserven var der meget at gøre for grækeren.

    Et enkelt servegennembrud til stillingen 5-4 var nok for Nadal, som selv servede sættet hjem.

    I tredje sæt lykkedes det faktisk Tsitsipas at tilspille sig en breakbold. Men først, da Nadal var kommet foran 5-0, og det eneste tilbageværende spørgsmål var, om spanieren skulle uddele æg.

    Nadal afværgede og tog sættet 6-0. Nu venter et muligt stormøde med Djokovic. De to har mødt hinanden hele 52 gange. 27 af de opgør er endt med sejr til Djokovic.

    /ritzau/