Mand fængslet for to voldtægter mod nabokvinde i Brøndby

    En 61-årig mand er blevet varetægtsfængsel i fire uger for i to tilfælde at have voldtaget en nabokvinde i Brøndby. Det oplyser specialanklager Bo Bjerregaard. Den anholdte nægter sig skyldig.

    Ifølge sigtelsen skal voldtægterne have fundet sted med knap et halvt års mellemrum i offerets bolig.

    Den første forbrydelse skal således være sket i september sidste år, mens manden angiveligt gentog overgrebet i begyndelsen af 2019.

    – De to kendte hinanden, som naboer eller genboer nu engang gør. Men der var ingen kæresterelation eller seksuelt forhold mellem dem i øvrigt, siger specialanklager Bo Bjerregaard.

    Han oplyser, at kvinden ligesom manden er i 60’erne. Mere ønsker han på nuværende tidspunkt ikke at sige om sagen.

    Det skyldes, at grundlovsforhøret, der fandt sted onsdag eftermiddag i Glostrup, skete bag lukkede døre.

    I retsmødet tog den 61-årige forbehold for at kære fængslingen til landsretten.

    /ritzau/