54 passagerer fra ulykkestog vil møde deres reddere

    Passagerer fra togulykken på Storebælt 2. januar får torsdag mulighed for at stille spørgsmål til de myndigheder, der var involveret i redningsarbejdet.

    Ifølge Fyns Politi har i alt 91 personer meldt sig til mødet. De 54 er passagerer, mens de øvrige er ledsagere til passagererne.

    – I respekt og af hensyn til passagerne er der tale om et lukket møde, oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

    Efter mødet vil der torsdag klokken 15 blive afholdt et kort pressemøde på Hotel Nyborg Strand.

    Her vil politidirektør Arne Gram fortælle om, hvordan mødet med passagererne er forløbet, og hvad formålet med mødet har været. Til stede vil også være repræsentanter fra de øvrige involverede myndigheder.

    Ud over mødet med de overlevende har Fyns Politi tilrettelagt et møde for pårørende til de otte personer, der omkom i ulykken.

    Af hensyn til de pårørende, vil der ikke blive meldt noget ud om hverken tid eller sted for dette møde.

    Togulykken skete 2. januar omkring klokken 07.35, da en sættevogn med ølkasser rev sig løs fra et godstog og ramte et modkørende passagertog.

    Ud over de otte dræbte blev 16 personer kvæstet. En togulykke i det omfang er ikke set i Danmark siden 1988.

    De dræbte tæller fem kvinder og tre mænd i alderen 27-60 år. Fem af dem kom fra Fyn, en fra Københavnsområdet, en fra Aarhus og en fra Grønland.

    Ingen af de omkomne var i familie med hinanden.

    /ritzau/