Axelsen og Antonsen slår sig videre i Indonesien

    Både Viktor Axelsen og Anders Antonsen er videre til tredje runde af den store badmintonturnering Indonesia Masters.

    Begge danskere var i kamp tidligt torsdag morgen dansk tid.

    Den sjetteseedede Viktor Axelsen vandt 21-11 og 21-9 mod Kanta Tsuneyama fra Japan, som holdt stand i 33 minutter.

    Anders Antonsen var 45 minutter om at besejre Shesar Hiren Rhustavito fra Indonesien med samme sætcifre som Axelsen.

    I første runde onsdag leverede Anders Antonsen en kæmpe overraskelse, da den 21-årige aarhusianer slog verdensranglistens nummer fire, sydkoreaneren Son Wan Ho.

    /ritzau/