Tysk forsvarsgeneral er ny anfører i Brøndby

    Superligaklubben Brøndby får en tysk anfører i foråret.

    Forsvarsspilleren Benedikt Röcker overtager anførerbindet hos Superligaens nummer tre, der ved efterårets afslutning sagde farvel til tidligere anfører Johan Larsson.

    Brøndby beretter om anførerskiftet på klubbens hjemmeside.

    – Det er en god følelse, og jeg er selvfølgelig stolt. Jeg værdsætter tilliden fra resten af holdet, siger den 29-årige forsvarsspiller.

    Benedikt Röcker kom til Brøndby i sommeren 2016 kort efter Alexander Zornigers tiltræden som cheftræner.

    I sine første to sæsoner i Brøndby var Röcker fast mand i midterforsvaret. Han tegnede sig blandt andet for et mål i pokalfinalen sidste år, da han udlignede til 1-1 i Brøndbys 3-1-sejr over Silkeborg.

    I indeværende sæson havde en periode, hvor han var ude af startopstillingen som følge af efterdønningerne fra en hjernerystelse.

    Brøndbys nye anfører har kontraktudløb til sommer.

    /ritzau/